Dragebådsroning - Kinesisk tradition

quyeanDragebåden er en traditionel kinesisk bådtype. Den er 12,49 meter lang, 1,15 meter bred og vejer 250 kilo. Båden er smykket med dragehoved og hale samt vimpler. Dragebåden padles af 20 roere medens styrmanden, der er placeret i bådens agterende, sørger for retningen, og trommeslageren, som sidder foran i båden, med trommen og tilråb sørger for at roerne holder takten.

Dragebådsroningen startede i Kina år 300 f.kr. til minde om en kinesisk digter, Qu  Yuan, der styrtede sig i floden Mi-Lo og lod sig drukne i protest imod den omsiggribende korruption, der var i Kina på denne tid.
De lokale fiskere, som var blandt hans tro tilhængere i kampen mod korruptionen, blev forfærdede og skyndte sig i bådene for at redde ham.

Under roningen slog de på trommer og plaskede i vandet for at skræmme fisk og drager væk, der måske ville angribe den druknede digter. Det lykkedes dem dog ikke at redde ham, og de glemte ham aldrig. Til minde om ham kaster fiskerne hvert år på den 5. dag i den 5. måned (kinesisk kalender) ris i Mi-Lo floden for at fodre hans ånd. Desuden afholder de dragebåds kaproning. Denne mindedag er senere blevet til en kinesisk folkefestdag, der har bredt sig ud over hele Asien, Canada, USA, Australien og Europa.